Er du interesseret i byens rum og hvordan det kan formes nedefra med kunst, arkitektur og kultur? Kom med på gratis heldags-bustur til 3 byer under #VærkDinVerden 2021. 

Få inspirerende indspark fra unge, kunstnere, arkitekter og kommuner, der arbejder i feltet mellem byrum, kunst og deltagelse. Netværk med branchen, deltag i diskussion med fagfæller. Nyd dejlig mad og drikke på hele turen.  

Oplægsholdere:
Jeannette Frisk, arkitekt og grundlægger af Arki Lab
Aysha Amin, initiativtager til kunst/kultur/arkitektur platformen Andromeda 8220.
Christina Juhlin, PH.D fra CBS.
Amalie Frederiksen, kurator på #VærkDinVerden og stifter af Another Public. 

Oplev og deltag i kunstværker af Molly Haslund, Pelle Brage og Karoline H Larsen.

Hvornår: Torsdag d. 27. maj kl. 7.45 til 21.30
Afgang fra København.
Turen går til Fredericia, Vejle og 
Ærøskøbing.

Ansøg  om plads på bussen og vær med til at sætte dagsordenen for den næste bølge af kreative byrums-skabere. 

Skriv en mail til info@anotherpublic.com og fortæl, hvorfor du gerne vil deltage. 

Hvad skal der ske?

Vi diskuterer, hvordan vi med kunst, arkitektur og kultur kan bevæge os mod en bedre by. Vi møder kunstnere, arkitekter, kommuner og borgere, der bruger kunst som redskab til at forme byen sammen med borgerne. Og vi oplever tre kunstværker i tre byer, der på hver deres måde inddrager lokale i samtalen om byrummets udvikling. Undervejs zoomer vi ind på processer, udfordringer, dilemmaer og mulige løsninger. Vi tager også på Sejltur på det sydfynske øhav og har det hyggeligt og sjovt med byrums-kollegaer og fremtidige samarbejdspartnere.  

Hvem er du?

Du vil gerne udvide dit netværk og møde mulige samarbejdspartnere, få inspiration og dele ud af alt det du selv ved om byen og dem, der bruger den. Du drømmer om, at vi sammen bliver endnu bedre til at skabe fede byer, man gider bruge. 

Hvem er vi?

#VærkDinVerden er en kampagne, der tester, hvordan kunst kan forme en by sammen med unge forskellige steder i Danmark. Kampagnen kommer ikke selv med svar, men giver unge fra stederne en aktie i fortællingen om, hvad kunst kan, når den går i dialog med deres omgivelser og hverdag. #VærkDinVerden er sat i verden af Another Public og realiseres i 2021 sammen med 3 kunstnere og en masse seje mennesker og samarbejdspartnere!

Oplægsholdere: 

Christina Juhlin
Er PhD studerende og forsker i bypolitik og menneskers forskellige måder at engagere sig i deres omgivelser – og hvordan de engagementsformer bevæger sig mellem (og udfordrer skelnet mellem) det personlige og det politiske. Især ser hun på, hvordan forskellige engagementsformer er båret af og kommer til udtryk gennem rum. Christina forsker også i hvordan kultur og kreativitet er blevet en form for fælles agenda – altså ‘alle’ vil på en eller anden måde kunsten og kulturen – som i nogle tilfælde kan resultere i en form for afpolitisering af den offentlige debat om byen og retten til byens rum.

Aysha Amin
Aysha Amin er initiativtager til kunst/kultur/arkitektur platform og galleri, Andromeda 8220, som har base i Gellerup siden 2017. Andromeda arbejder tværfagligt, nysgerrigt og kollaborativt, ud fra lokal-globale samfundsaktuelle emner og netværker. Aysha er optaget af– og udforsker/udfordre relationerne imellem det materielle/ immaterielle, det lokale/det globale, den individuelle/ familiære fællesskaber, konstruktionen og oplevelsen af magtstrukturer, Ayshas arbejde er blevet vist lokalt, nationalt samt på Venedig Biennalen i 2018 og på DAAD Galerie under Berlin Bienalen 2020.

Jeanette Frisk
Jeanette Frisk er arkitekt og stifter af ArkiLab, et tværfagligt urbant konsulentstudio, der særligt beskæftiger sig med demokratiske designprocesser. Jeanette har arbejdet både nationalt og internationalt indenfor diverse arkitektoniske discipliner, herunder urbane rum og bygningsdesign, involvering og forandringsledelse, research, udstillinger mm. Derudover faciliterer hun kreative workshops på folkeskoler, med særligt fokus på at engagere børn og unge mennesker.

Turen støttes af Realdania

#VÆRKDINVERDEN realiseres af Another Public.