Værk Din Verden Prisen fejres og overrækkes  i tunnellen i Gersagerparken:
Fredag 30. august 2019 kl. 15.30 – 17.30 i tunnellen i Gersagerparken, hvor der også vil være musik og forfriskninger.

FIND VEJ

Værk Din Verden Prisen 2018 gik til værket HJERTEMIX i tunellem i Gersagerparken, Greve. Værket er en interaktiv lys-installation skabt af kunstnerne Karoline H. Larsen og Helle Hove i samarbejde med ÅF Lightning, billedkunstner Benny Henningsen, Astrid Randrup og lokale beboere i 2016.

Gersagerparken modtager en statuette lavet af kunstneren Tanja Nellemann Kruse og har vundet 5000 kr. til at fejre værket for. Statuetten overrækkes af jurymedlem John Kørner under fejringen.

Beboerne har valgt at fejre værket med en Growing Grid Aktion i tunellen med kunstnerne bag værket. Growing Grid er en fortsættelse af værkets farverige grafittistriber der er startet af beboerne som en del af værkets tilblivelse i 2016. Der er længe blevet efterspurgt flere striber og derfor fejrer vi HJERTEMIX med Growing Grid hvor alle kan være med til at sætte sit præg på værket.

Værk Din Verden Prisen går til det bedste kunstværk i det offentlige rum og alle kan indstille værker. Jury pegede på HJERTEMIX på baggrund af 25 indstillede værker.

Juryens begrundelse: 

Kunstværket i tunnelen i Gersagerparken vinder #VærkDinVerden Prisen fordi det, ifølge juryen, berører noget essentielt menneskeligt og følelsesfuldt. En tunnel er som sted forbundet med bevægelsen gennem noget mørkt og ubehageligt. Det er forbundet med angst og usikkerhed og det at være alene. Værket i tunellen guider gennem mørket. Det forfører os på en nærmest meditativ måde ved at aktivere vores sanser med både lys, lyde, farver og bevægelse. Men også ved at give beboerne i boligområdet noget at være fælles om, som samlingssted og samtaleemne. Det er et grundlæggende socialt værk, der billedligt kommer til at stå som symbol på det at være menneske og de følelser, der følger med én gennem livet. Det er et stærkt og meget rørende kunstværk og det er virkelig godt tænkt af de to kunstnere Karoline H. Larsen og Helle Hove. 

Juryen bestod af:

Christian Elovara Dinesen:
Christian er kunstner og sad i juryen fordi, han kan lave kunst, der gør steder vildere, flottere og sjovere.

Carolina Delfs
Carolina er kunstpilot hos Unges Laboratorier for Kunst på Statens Museum for Kunst og sidder i juryen fordi, hun tør skubbe til kunst på de mest finurlige måder og tidspunkter.

Marianne Grymer
Marianne er formidlingschef på ARoS Public og sidder i juryen fordi hun kan se ind i kunstens fremtid og ved, hvad du spiser til morgenmad.

John Kørner
John Kørner er billedkunstner og sidder i juryen fordi han kan se ind i mennesker og vende  problemer vrangen.

 

Tak til Greve Kommune for at støtte Værk Din Verden Prisen 2018

#VærkDinVerden – når du møder kunsten i din hverdag.

Samarbejds
partnere VDV1

Værk Din Verden 1 blev realiseret af Råderum.

Værk Din Verden 2 realiseres af Another Public.

Primært støttet af
Bikubenfonden og Statens Kunstfond