#VærkDinVerden starter 6 steder i Danmark, hvor
kunst er en del af menneskers hverdag.

Parken — Superkilen, København

I en park i det nordlige København kan du møde kunst uden at vide det. Superkilen hedder parken, og her er kunstværkerne næsten usynlige fordi de ligner noget vi er vant til at se i byens rum. Kunsten på Superkilen er skabt af kunstnergruppen Superflex og består af byrumsinventar fra de lande, hvor områdets beboere kommer fra. Rundt om parken bor mennesker fra mere end 50 forskellige lande, og værkerne på Superkilen reflekterer på den måde områdets forskellighed. Når du går tur på Superkilen, så læg for eksempel mærke til vej-dækslerne, busstoppestedet og skraldespandende – og prøv at gæt historien bag.

Boligområdet — Gersagerparken i Greve

I et boligselskab i Greve er der et kunstværk, som du selv bliver en del af, når du går igennem. Kunstnerne Karoline H. Larsen og Helle Hove lavet har forvandlet en mørk og trist tunnel til et vildt, interaktivt rum med lyde, lys og stribet grafitti. Lyset og lyden aktiveres af din færden og gøren gennem gangen. Lyset i loftet har sensorer, der skifter mellem grøn, lyserød og blå, når du bevæger dig. Og de store røde knapper på væggene kan sprede lyden af børn som et ekko gennem det lange rum. På den måde bliver den ellers lidt kedsommelige tur gennem passagen til en festlig og farverig begivenhed midt i hverdagen.

Skolen — Frederiksbjerg Skole i Aarhus

På Frederiksbjerg Skole i Aarhus er kunsten forklædt som ting, du kender fra din egen hverdag. Såsom henkastede skodder og kapsler, en ophængt jakke, mælkekasser, en kost og et fødselsdagsbord. Kunstneren Rose Eken har nemlig formet alle kunstværkerne i jern og malet dem, så de ligner noget, vi kender – indtil man kommer helt tæt på og opdager, at de skiller sig ud. På den måde skaber kunsten en lille rift i hverdagen, hvor man kan mærke, at virkeligheden kan være helt anderledes, end vi forestillede os.

Byen — Ringe

Hvis du er i Ringe, og hører nogle snakke om ‘kunstbænken’, så er det ikke så mærkeligt. I Ringe ved alle nemlig, hvad kunstbænken er, og de fleste har også en mening om den. Kunstbænken er et kunstværk nede ved søen skabt af Poul Ingemann. Bænken er lavet i hvid beton, er 55 meter lang og kan ses hele vejen rundt om søen. Den er med andre ord, vanskelig at ignorere – og måske netop derfor blev kunstbænken også genstand for en intens kunstdebat blandt byens borgere, da ideen om et nyt kunstværk blev præsenteret i 2015. Nogle ville slet ikke have kunst, andre ville have en anden farve eller en anden placering. Kunsten kom til Ringe med et kæmpe brag og satte varige spor i byen.

Hospitalet — Sygehus Sønderjylland

Træder du ind i velkomsthallen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa vil du blive budt velkommen af lokale mennesker, der bor i Aabenraa. Billedkunstneren Ane Mette Ruge har nemlig beklædt alle aulaens betonsøjler med store farverige portrætter af børn, ældre og gravide. I fællesskab holder de hospitalet oppe, og skaber en gæstfri og beroligende atmosfære. Så når du sidder og venter, spiser frokost i restauranten, eller er på vej mod et af hosptalets mange afsnit, er du omgivet af mennesker. På den måde kan kunsten måske være en ven, når du føler dig allermest alene.

Landsbyen — Skulpturlandsby Selde

Uden for metropolerne er der kun begrænsede muligheder for at møde samtidskunsten. Men Selde, en landsby med 350 indbyggere, har fået kunst i byen. Det er sket efter ønske fra borgerne i landsbyen ved Fursund, 25 km nord for Skive. Den stedsspecikke kunst, skaber et enestående samarbejde mellem kunstnere og borgere. Kunsten gør noget ved byen og de borgere der deltager i projektet. Og den gør noget ved kunstnerne. Kunsten giver aktivitet i byen og ubenyttede områder forvandles til aktiver når kunstnere skaber skulpturelle rum.

Vores
samarbejds
partnere

Projektet realiseres af Råderum med støtte
fra Bikubenfonden og Statens Kunstfond